Som dreng fik Paul Jørgen Jensen et album til postkort. Mange af kortene kom fra familiemedlemmer til søs, men også andre kort endte i albummet.Postkortene kan ses på disse sider.
De sejlende familiemedlemmer var Pauls far, maskinmester Frederik Paul Jensen, (1881-1934) og dennes halvbrødre, nemlig Christian Jacobsen, Jørgen Thor Jacobsen og Johannes Jacobsen.
Kortene viser Thor Jacobsen, der var telegrafist, som en meget opmærksom onkel. Han sendte de mest maritime postkort, og han var pioneren, der lavede postkort af egne fotografier.
Brødrenes mor var Elise Jørgine Mette Marie Nielsen, "Bedste Strib". Hun blev født i Fredericia den 28. juni 1860. Hun var først gift med cigarmager Frederik Jensen og siden med matros Jørgen Thor Jacobsen.
I det sidste ægteskab fik hun foruden de tre sønner døtrene Etly og Thora. Hun døde den 11. februar 1948 i Strib.
En del af kortene er til eller fra Pauls mor, Petrea Jørgensen, ("Drea"). Hun blev født den 3. september 1883 i Varde. Hun blev gift den 20. september 1908 og døde den 26. november 1935 i Esbjerg. Blandt afsenderne finder vi også Petreas søskende Else, Hanne, Jens, Jørgen, Karen og Maren.
Der er også kort fra Elises døtre, Etly og Thora, fra Thoras datter, Alice, og fra Elises søster, Ane Nielsen.
Postkortene tegner på mange måder et billede af deres tid. Det var før e-mail og SMS. Postkortene var vigtige meddelelsesmidler. De var også forbavsende hurtige, fordi posten i byerne blev omdelt 7 dage om ugen og flere gange om dagen.