Så bragte Weekendavisen i begyndelsen af oktober (nr. 40 2004) historien Guldalderens charlatan om Jørgen Jürgensen.

Weekendavisen bragte følgende kilder:

Jørgen Jürgensen:
Kongen af Island. Oversat af U. v. Riperda, med tegninger af Jürgensen selv. Vinten, København 1973.

Dan Sprod:
The Usurper: Jorgen Jorgensen and his turbulent life in Iceland and Van Diemens Land 1780-1841. Blubber Head Press, Hobart 2001.

Preben Dich:
Hundedagekongen. Christian Erichsens Forlag, København 1985.

Jeg skaffede de tre bøger gennem biblioteket. På denne måde kunne jeg få knyttet nogle fakta til skrønen, så jeg kunne opstille kronologien.

Ved ankomsten til London som 26-årig havde han været jorden rundt. Efter englændernes bombardement af København i 1807 blev han kaptajn på et kaperskib, men endte i engelsk fangenskab. Han kom fri og kom med et skib med fødevarer til Island. Da varerne ikke måtte losses, lagde han den danske guvernør i Island i lænker og påtog sig "landets bestyrelse som beskytter, indtil en ordentlig konstitution er fastsat".

Det er en overdrivelse, at Jørgen Jügensen skulle have udråbt sig selv til konge af Island. At der i de islandske oversættelser af hans proklamationer stod "vi" i stedet for "jeg", var ikke hans skyld. I sine proklamationer betegner han sig selv "Beskytter af Øen Island og høistcommanderende til Lands og Søes".

Han nåede at give Island en ret moderne forfatning med bl.a. følgende passus: "...og at den fattige og simple mand har lige så meget andel i deres regering som den fornemme", og ses derfor i Island som et led i landets kamp for selvstændighed.

Regeringsperioden blev kort. I de følgende år gjorde han sig bemærket med en Europa-rejse, hvor han nåede at overvære slaget ved Waterloo og at møde Goethe. På denne rejse kom også hans spillelidenskab til udfoldelse, og den kom i stigende grad til at gribe ind i resten af hans liv.

Efter flere mindre forseelser kom han mere og mere på kant med loven og blev som 43 årig dømt til døden, men senere benådet til livsvarig deportation. Således kom i 1826 igen til Hobart på Tasmanien.

Nu var Hobart blevet en stor by. Tasmanien var præget af, at mange beboere var tidligere straffefanger. Dette miljø gav et talent som Jørgen Jürgensen mange muligheder, men rastløshed, spillelidenskab og druk gav lige så mange nedture.

Ifølge Preben Dich blev han som 60-årig opsøgt af en ung botaniker, Joseph Hooker, søn af William Hooker, som i mange år var nær ven med Jørgen Jürgensen.

Joseph Hooker skriver til faderen: "Jeg har mødt Jorgen Jorgenson et par gange, men han er helt uforbederlig. Hans fordrukne kone er død, og selv drikker han uafbrudt og græder, når jeg taler om dig."

Han var en dygtig navigatør overalt på kloden, han vandt søslag, han underlagde sig Island, han engagerede sig med adskillige publikationer i offentlig debat, og han løste vanskelige politiopgaver på Tasmanien.

Spørgsmålet er, om der ikke er en sammenhæng mellem den nysgerrighed og handlekraft, som skaber de store resultater, og den spillegalskab, hvor man mister overblik og selvkontrol.