| Begravelse Sdr. Kapel 7.2.04 kl. 13.00. Ellen Johanne Bach Jensen 402 612 117 121 - 784 1. kor. 13. Sognepræst Lili Bøgh Svinth: Og videre hører vi fra 1. korinterbrev kap.13: Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet. Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. - - - - - I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Den bøn, Jesus selv lærte sine disciple, var Fadervor. Egl. Består Fadervor af en hel række bønner, og en af dem lyder: "Led os ikke ind i fristelse, men fri os af det onde". I denne bøn ligger der en tillid til Guds kærlighed, der vil bære igennem alt. Martin Luther skriver i sin lille katekismus, at når vi beder "led os ikke ind i fristelse", så beder vi om, at Gud må vogte og bevare os, så vi ikke ledes bort fra ham, - og med ordene "men fri os fra det onde" er det igen en bøn om, at Gud må fri os fra alt, hvad der kan skade os - og at han ved vor død vil tage os til sig. Med disse ord giver vi vort liv, vor død og vor opstandelse i Guds hånd. Vi ved, at alene magter vi intet. Som mennesker er vi underlagt hele skabningens vilkår, at vi er forgængelige, og alene Gud er evig. Vi prøver med al kraft at tiltage os magten over vort liv - vi vil ikke finde os i, at der er grænser for den teknologiske udvikling, vi har sat i gang; eller grænser for vor udfoldelse - og vi vil ikke finde os i døden og lidelsen. Mange af de nyreligiøse bevægelser virker jo netop tiltrækkende på mennesker, der søger, fordi de lover et menneskeliv med magt over tingene - et liv uden lidelse, et liv, hvor døden ikke er en reel magt, for lykkes det ikke at få et fuldendt liv i dette liv, ja, så tager man en runde til. Som en fuldstændig modsætning til dette står den kristne tro, troen på den treenige Gud: Fader, Søn og Helligånd. I den kristne tro kan vi ikke bare få en ny chance, tværtimod: vi har fået en helt enestående chance: Vi har fået livet i hele dets mangfoldighed - livet mellem mennesker - livet i Guds kærlighed. Gud har i Jesus Kristus givet os løftet om sin nærhed. Som forældre ikke ønsker, at deres børs skal gå til grunde, således giver Gud heller ikke slip på os, men giver os med sin Helligånd styrke til at leve dette ene menneskeliv - det liv, vi har fået skænket både som en gave og som en opgave. I vort liv slipper vi ikke uden om lidelsen - så ville det ikke være et liv - og heller ikke døden kan vi finde en smutvej udenom. Vi magter det ikke. Derfor må vi lægge vort liv i Guds hænder og bede om hans hjælp - i glæde og taknemmelighed, men også når livets smerte, døden og fortvivlelsen truer med at tage magten over os. Ellen Bach Jensen fik et langt liv, men også et liv, hvor hun ikke fik alle sine ønsker opfyldt. Den tidlige barndom i Varde stod i et særligt skær for hende, og på den baggrund var det en brat overflytning til livet her i Hobro. Som ung tog hun til København, og hun befandt sig godt dér og var glad for sit arbejde, men besættelsen betød, at hun og ægtefællen måtte søge til Jylland igen, og det blev derpå til mange år tilbage i Hobro. Her udfoldede hun sine evner som et meget kreativt menneske: på det musikalske plan ved klaveret, men endnu mere som porcelænsmaler. Hun signerede sine ting "Søster", og det var sådan, hun var kendt. Af hendes undervisning i porcelænsmaling udsprang også gode og varige venskaber, og også da hun flyttede til Hadsund, fandt hun sig en omgangskreds. "Søster" havde en klar hjerne, og når hun havde sagt sin mening, stod hun fast. En ting, hun ikke stod fast på, var hjemmets indretning. Om det igen var hendes kreativitet, der gjorde det, så skulle der i hvert fald ofte flyttes om - mulighederne skulle afprøves, og det gjaldt lige til det sidste, hvor hun før jul fik ændret sin stue på Bernadottegården. Som for så mange andre i Danmark efter krigen, kom der også en stærk udlængsel over ægtefællerne. I '50-erne begyndte de at rejse udenlands, og det fortsatte de med i årerne, der kom. Senere blev det også børnebørnene, der kom med på ture. Også som Farmor var Ellen Bach Jensen noget særligt. Gennem mange år blev det til den nære dagligdags kontakt med Trine og Janne, og med Inger blev det til feriebesøg, hvor hun også blev indført i porcelænsmalingens mysterier. Hver især har I jeres minder om "Søster"/"Farmor" - både minder, der gør ondt, og gode og glade minder. Minder, der viser samhørigheden mellem hende og jer. Den samhørighed er ikke brudt, for i livet, såvel som i døden er vi med i det fællesskab, der er sat af Gud - vi er i hans kærlighed. I vor dåb fik vi lov at komme til at tilhøre den korsfæstede og opstandne Herre, Jesus Kristus. Og ham tilhører vi, uanset om vort liv bliver kort eller langt. Han leder os - IKKE ind i fristelse og ondskab, men gennem døden til det evige liv i Guds nærhed. Dertil er vor tro, at han er med os alle dage indtil verdens ende. Amen. Fra John Mason: For Farmor And was your youth, too, full of shadows? I picture you, I'm sure, erect with wide-brimmed hat Shading your pale, unpuckered skin. Straw, maybe, with flowers, or a ribbon To match the Wedgewood of your eyes. The photos you showed me Showed me a gal in those gallant, gala days Before mine - you in the arc-lights Dancing the can-can - the war's true liberation in a locked, Gestapoed land. I never encountered you by sunlight. I entered squinting from the street, Recognised your aloofness in the small space And was held by your kind hands, your luminous eyes, Those eyes and hands that captured the lives of flowers And magicked them on eggshell surfaces. There was always an absent music Where the clock ticked in your house. You were my mother sometimes then; and saying goodbye The music caught in my throat and cried. Always you filled somehow more than your space. Even at last, slumped in your chair, with your hatched face, Your knotted hands plucking at threads And your melting eyes glazed over. The plates, the pictures had come down from your walls. The past was all dismantled, except the few of us Who kept you in place. Until slowly Those views, these presences too dispersed, Spilled over into the waiting music, the grateful sky. |
| Win-Family v.6.0 | Webmaster -------- Homepage | 04-03-2009 |